men bemærk i Kants tilfælde, at den sidste og æstetiske/teleologiske Kritik griber tilbage til den første – om den rene fornuft – og gentænker hele systematikken eller progressionen.

Den ÆSTETISKE dømmekraft handler om det skønne (modsat det hæslige), både det naturskønne og det kunstskønne, der har mennesket inde over – og både det SKØNNE som sådan (smagens almene primat) og det OPHØJEDE (det sublime), der på Kants tid betegnede noget andet end i dag: det voldsomme, frygtindgydende, som dog finder et forsonende og tankefuldt udtryk – fra skælven og frygt til ro og afklaret velbehag. Den æstetiske dømmekraft nødvendiggør en række kriterier eller spilleregler, hvis dommen skal være objektiv og stå til troende, og Kant formulerer derfor disse – 'det interesseløse velbehag' osv. Dertil kommer diskussionen af, hvad kunst er, som Kant slipper udenom ved at introducere talen om GENIET, den autonome, selvlovgivende instans, hvis værk som kunst ikke står til diskussion - en ulykkelig tanke, der siden har forfulgt os, især såkaldte kunstnere.

I værkets anden del handler det om den teleologiske dømmekraft, dvs. vores evne – tilbøjelighed - til at se (og dømme om) hensigtsmæssighed – især i naturen – hvor den ikke findes. Eller hvor den reelt kun findes på en kontingent måde - som et tilfælde, der forblænder os og bilder os ind, at bag det hele må der stå en vis skabergud. Kant medgiver denne tilbøjelighed – grænsende til sandsynlighed – men afviser i sidste instans, at vor forestilling om hensigtsmæssighed skulle bevise eksistensen af Gud. Grænsen bliver atter trukket skarpt op: Der er det, vi ved, og det, vi gerne vil vide, men reelt ikke ved - ikke kan vide. The rest is silence.

Oversat af Claus Bratt Østergaard.