Uddrag fra bogen

»Siddende på træstubben så jeg mig banke på alle disse husdøre, men der blev ikke åbnet for mig. Jeg var altid blevet afvist, aldrig accepteret, aldrig taget imod. Mine fordringer var aldrig blevet accepteret, mine krav var de mest storhedsvanvittige, krav som et ungt menneske sætter så højt, at de ganske enkelt ikke kan accepteres, de mest storhedsvanvittige krav til livet, til samfundet, til alt. Derfor måtte jeg i mit hovmod, der gjorde krav på alt, hele tiden eksistere med nakken dukket. Hvordan var det nu det egentlig hang sammen, sagde jeg, altså kronologisk?, hvorefter jeg pakkede alt det, som var pakket ind og snøret sammen, ud igen, lidt efter lidt, nu havde jeg den nødvendige ro, og før jeg havde fået pakket alt ud, krigen og dens følger, min bedstefars sygdom, min bedstefars død, min sygdom, min mors sygdom, hele min families fortvivlelse, deres knugende livsomstændigheder, håbløse eksistenser, pakkede jeg det hele ind igen og snørede det til. Men jeg kunne ikke lade denne sammensnørede pakke ligge, jeg måtte tage den med mig igen, og af og til åbner jeg den og pakker den ud, for derefter at pakke den ind igen og snøre til.«

Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition. Kulden. En isolation er den fjerde af fem selvbiografiske romaner, som udkom i årene 1975-82. De tre første, ’Årsagen. En antydning’ (da. 2011), ’Kælderen. En unddragelse’ (da. 2012) og ’Åndedrættet. En afgørelse’ (da. 2013), er alle udkommet på Forlaget Sisyfos.