Ikke siden romanen Drømmehjerte har Cecilia Samartin skrevet om Cuba.

Men efter ti år har hun på ny skabt en gribende fortælling fra det hjemland, hun savner så højt. 

Doña Maria er en stolt, gammel kvinde, som bor i et af værelserne i herskabsboligen, som før revolutionen tilhørte hendes familie. Hun glæder sig til, at nevøen Ernesto, skal vende tilbage fra et længerevarende forretningsophold i udlandet.

Men Maria kender ikke sandheden. Ernesto lever under grusomme forhold i et cubansk fængsel for sin opposition mod regeringen. Hans kone Silvia nægtes gang på gang at besøge ham, og i fængslet møder hun andre kvinder, der også går forgæves for at besøge deres mænd, sønner eller brødre.

 Silvia samler kvinderne til at gå med hende fra kirken til en park i byen hver søndag. De klæder sig i hvidt og går med en rød gladiolus i hånden. Frihedsbevægelsen "Las Damas de Blanco", "Kvinder i hvidt", er født.

Cecilia Samartin (1961) er født i Cuba, men voksede op i Los Angeles, idet hendes forældre flygtede fra revolutionen. Hun er uddannet psykolog fra UCLA og arbejder som socialarbejder blandt mellem-amerikanske indvandrere sideløbende med sit virke som forfatter. Cecilia Samartin har høstet både anmelderroser og flere priser, og hendes bøger er solgt til oversættelse i en række europæiske lande. I Norge har Cecilia Samartins bøger toppet bestsellerlisterne i de senere år og har solgt i næsten 500.000 eksemplarer. Dermed har Samartin ”slået” både Dan Brown og Stieg Larsson roman.mmehjerte.