Novellerne i Pontoppidans "Landsbybilleder" fra 1883 giver stærke skildringer af de fattiges liv på landet.
"I „Bonde-Idyl“ ... trækkes klassemodsætningerne endnu skarpere op. Husmændene og landarbejderne holder til i Aahusene, der ligger i „en kummerlig, lergraa Række, omgivne af det store, sumpede Mosekær, hvori Aaen tabte sig.“ Bøndergårdene ligger „højere oppe, hyggelig i Lunet“. Med jordforbedringer og værdistigninger har de fået nye stuehuse „i røde Sten med Skifertag og smaa Kabinetter, hvor Døtrene kunde spille paa Fortepiano“. Aahusene er ikke steget i værdi. De lå stadig og „støttede sig i deres Affældighed til hinanden“ omringet af „denne Fattigmands evige Sværm af smaa, svampede Børn, der klækkedes ud inde i de store, brede Halmsenge“. Mens bøndernes børn har vokset sig højere og rankere, bliver Aahusenes børn stadig mindre og mere forkrøblede, „en lavstammet, udmarvet Slægt, der Kuld paa Kuld, fra Barn til Graven, spredte sig omkring for at lægge sine „Værdier“ rundt i Bondens Marker og Moser, som de forbedrede“. Ejendomsfordelingen tvinger de fattige husmænd og landarbejdere til at arbejde for de rige bønder, så forskellen mellem rig og fattig stadig øges. Kapitalismen er blevet en naturlov, som også bestemmer individernes biologiske udvikling, og af den økonomiske udbytning følger den seksuelle."
(Dansk Litteraturs Historie)