En sommerdag i begyndelsen af halvtredserne indtraf den tragedie, der for altid kom til at præge dyrlægefamilien i den lille østjyske landsby Ildved: Lillesøster Lisbet på halvandet år omkom ved en ulykke. Far, mor og de tre andre søstre rykkede tættere sammen efter katastrofen; men syvårige Jette følte det hele tiden, som om der i den nye konstellation ikke rigtig var plads til hende, som om Lisbets skygge især faldt over hende. Jettes følelse af at stå udenfor tog til, efterhånden som hun voksede op, og den gjorde sig ikke mindst gældende i hendes unge år: Vidt forskellige politiske opfattelser kom til at skille hende og faderen; de blev aldrig ret gode til at sætte sig ind i hinandens verdener, men Jette blev ved med at holde af sin far for hans redelighed og gjorde sig stadig umage for at nå ham og få hans kærlighed. Lisbets søster er en bog om familiens magt til både fællesskab og ensomhed; om hvordan familiebånd kan både knytte sammen og lukke ude, men aldrig ophører med at eksistere i et mønster, der unddrager sig rationel analyse.