”Hvem løser tilværelsens evige gåde?” spurgte Steffens. Schelling forsøgte sig med et svar. Hans svar var naturfilosofien: ”Naturen er den ubevidste vordende ånd og ånden den til bevidsthed kommende natur. I stenen sover ånden, i planten drømmer den, i dyret vågner den, i mennesket bliver den sig bevidst, og i digteren når den sit højeste trin.” Naturen er et digt, mente Schelling, og dermed var han godt på vej til at fjerne skellet mellem natur og kultur. Naturen er også kultur, og kulturen er også natur. Vi mennesker med al vor kultur forbliver alligevel naturfænomener. Ude i naturen hersker fællesviljen, men i kulturen hersker egenviljen eller egoismen. Dét er problemet.