og Cipramil bestemmer Agate, om byen skal være i godt eller dårligt humør. Gennem romanen husker Agate tilbage på sit modne liv fra 1950'erne og frem. Den elskede bror Johannes dør, ægtemanden Jakob bliver syg og ligger i sengen i 20 år, før også han dør, datteren Marita dør alt for ung. Kennedy myrdes, mennesket lander på månen, transistorradioen gør sit indtog, Danmark bliver medlem af EF. Gennem romanen hører man livets hjul kværne, mens Agate lever sit liv som landmand med drømme om velstand og en rigtig amerikanerbil. LIVLINER er en roman om livet, om dets begyndelser, om drømme og håb, og om dets afslutninger, om alderdommen og dens massakrer på krop og sind. Og dette er fortalt så usentimentalt som kun Agate selv. Pressen skriver: »Hvordan fortæller man om et liv? Grønfeldt gør det på sin helt egen måde ved at lade alt filtreres og reflekteres gennem Agate. Som om hun har sat et direkte stik ind i hendes bevidsthed.« ****** – Mai Misfeldt, Berlingske Tidende »en exceptionel bedrift.« ****** – Jyllands-Posten »Vibeke Grønfeldt afslutter romanserien om Agate med en rig og rummelig bog, der er sart som en blomst og hård (men smuk) som agat.« – Erik Skyum-Nielsen, Information  »Det er ikke et forløjet skønmaleri, romanen og Agate praktiserer, men en minutiøs og viljefast og usentimental væren i nuet, også når nuet er fortidigt.« – Lars Bukdahl, Weekendavisen  »Vibeke Grønfeldt har en dyb og stor fortrolighed med stoffet, og hendes forhold til miljøet er sikkert, så at skildringen som helhed virker med overbevisende styrke i sin beskrivelse af en verden, uudgrundelig rig på hemmeligheder om mennesker.« ***** – Jens Henneberg, Nordjyske  »Grønfeldt har skabt en roman – og en romansuite – der bevæger og inspirerer, ikke en ”easy reader”, for den kræver fordybelse og vedholdenhed, men den er anstrengelserne værd. Det er mesterligt gjort.« – Vibeke Blaksteen, Kristeligt Dagblad »Let som luft, og tung som jord, sådan er denne tetralogi, som Vibeke Grønfeldt har beriget dansk litteratur med. Som portrætkunst er den original, og som tidsbillede af bondekulturen og dens afvikling er den præcis. Ikke just en minderune, selv om den har sine længselsbårne passager, men først og fremmest en fastholdelse i ord af noget, der var.« – May Schack, Politiken