Afsavnet ved ikke mindre end 1-1½ års udmønstring samt den mentale bagage, fortælleren bærer med sig fra barndommen, får til slut fatale følger for hans skæbne.

På rejsen til New York erfarede jeg den værste orkan, jeg har oplevet på Nordatlanten.   

I løbet af en morgenvagt blæste det op fra stormende kuling til mere end orkanstyrke 12 på Beaufortskalaen, svarende til ca. 40 meter/sek.  

Normalt bedømmes vindstyrken ved at vurdere bølgernes udseende og højde. I den aktuelle situation var det umuligt. Havet blæste fuldstændig hvidt af skum. Toppen af søerne blev reduceret, fordi stormen rev vandet med sig. Stormstyrken gjorde det umuligt at opholde sig i brovingen.  

På et tidspunkt fornemmede jeg, at søen fladede ud. Skibets bevægelser blev roligere. Faktisk kunne maskinens omdrejningstal øges.  Himlen forekom næsten skyfri med en blegt lysende måne. Det skumhvide hav og månelyset dannede et underligt hvidt lys – som et snelandskab. Det var en mærkværdig oplevelse.  Scenariet varede en times tid, så var den enorme sø tilbage, sammen med piskende regn.   

Skibet havde passeret i yderkanten af orkanens øje, hvor isobarerne ligger tættest og vindstyrken er stærkest.

Peter Clausen, født 1939 på Ærø, er uddannet navigatør, socialrådgiver og merkonom. Han kom til søs som 15-årig. Sejlede på langfart i mange år. Som overstyrmand erhverver han skibsførerbevis af 1. grad. Derefter socialrådgiver, først på Kofoeds Skole, siden i offentlige socialforvaltninger. Som 53-årig blev han nødhjælpsarbejder og udsendt til konflikt- og katastrofeområder indtil 2008.