Måske er posten sultenhistorieraf Einar Már Guðmundsson & Einar Már Gudmundsson

Einar Már Guðmundsson viser sit Reykjavik på vrangen. I 38 små noveller, hvoraf nogle er så korte, at de næsten har karakter af eftertænksomme strøtanker, morer vi os med forfatteren og bliver triste over livets absurditeter – men vi keder os aldrig! Selv om bogen er lille, er der masser af stof til eftertanke.

"Einar, hvis du mangler en historie, så er jeg lige manden. Vi kunne skrive en glimrende bog." Sådan siger genfærdet Vidar, en af de mange tildragelser forfatteren møder i sit mystiske og magiske Reykjavik.

Så det gør han, forfatteren, skriver en forunderlig lille bog med historier, fortællinger, skitser og anekdoter fra Reykjavik og omegn.

Igennem forfatterens øjne oplever vi mange af Reykjaviks skæve eksistenser. Der er matrosen fra DDR, der vil søge asyl i Island, men sejler hjem igen, da hotelportieren fortæller, at islandske øl kun indeholder 2 procent alkohol, men også en sort fortælling om en dreng, der mobbes, til han til sidst hænger sig. En af mobberne bliver senere dræbt i en traktorulykke, og fortællingen slutter tørt: "Traktorulykker var meget udbredte den sommer."

Ja, det handler indimellem om vold og druk, det er melankolsk og sørgeligt, men det er også morsomt og komisk. Det er frem for alt fortællinger med saft og kraft fortalt af en forfatter med en stor poetisk åre.

Einar Már Guðmundsson (f. 1954) er en af Islands største nulevende forfattere. Han debuterede i 1981 og havde sit folkelige gennembrud med romanen "Universets engle" (1993), der også vandt Nordisk Råds Litteraturpris. I 2012 blev han hædret med "Den lille Nobelpris", Det Svenske Akademis nordiske pris.

ANMELDERNE SKREV
"Umiddelbart kan man få den tanke, at Einar Már Guðmundssons "Måske er posten sulten", der består af ganske korte og enkelte længere noveller, er smuler fra et i øvrigt rigt forfatterskabs bord. Men tanken dør hurtigt ud. De smuler, der er tale om, er forsvarlige godbidder, rene himmerigsmundfulde, der slet ikke er beregnet til kun at mætte fuglen og den fattige, når grovæderne har været der."
- Bent Vinn Nielsen, Information