Romanens kvindelige jegfortæller er på fortælletidspunktet diagnosticeret maniodepressiv med forskellige personlighedsforstyrrelser. Samtidig er hun sygeplejerske. Hun er raget uklar med SIND, Landsforeningen for psykisk sundhed, i en debat om aktiv dødshjælp til psykisk syge; en ting, som hun er ivrig fortaler for.

Denne konflikt og jegfortællerens egne lidelser munder tilsammen ud i, at hun beslutter sig for at offentliggøre og iscenesætte sit eget selvmord ved under mediernes bevågenhed at springe ud fra Rundetårn. Det er hér, læseren møder hende: i den alleresidste tid inden det altafgørende spring.

Min elskede psykose tematiserer, hvordan man kan definere og afgrænse psykosebegrebet, samt hvor forskelligartede karakterer, en psykose kan have. For fortælleren begynder de synlige tegn på psykose at vise sig i form af en besættelse af en mandlig kollega og det forvrængede virkelighedsbillede, den medfører.

Læseren mindes om, at psykisk sygdom kan være en særdeles svær størrelse at definere, og Min elskede psykose fremstår som et friskt pust til debatten om, hvornår et menneske kan regnes for at være i stand til at kunne råde over sin egen død.