Døden, sorgen og familien
Det kan ikke have været let for Sara Roepstorff at skrive denne autobiografiske roman om sin fars sygdom og død. Men det har været uomgængeligt, fortæller forfatteren selv, og resultatet er et beundringsværdigt forsøg på at sætte ord på de ’knusende og knugende meddelelser, der veksler med glimt af håb. Specielt er det portrættet af selve familieorganismen, der taler indtrængende til læseren, faderens forsøg på at holde modet oppe hos børnene, sammenholdet mellem søstrene, moderens styrke, et barnebarns fødsel.’ Og når Sara Roepstorff formår at ’vikle sig ud af al kunstfærdighed’ og skiver helt nøgternt, ’bliver angsten og sorgen intenst nærværende, og tankerne omkring døden mest bevægende, mest overbevisende og i paradoksal forstand mest livsbekræftende.’ [Kort referat]