Ud af Skyggerne vokser den gamle By, hans Barndomsminders By .... og pludselig standser han foran et bedaget Hus, der stirrer paa ham gennem sin Række af smaa Vinduer med et uslippeligt, hemmelighedsfuldt Genkendelsesblik, der bringer ham til at studse. Hvordan var det nu? Jo, nu husker han det! Deroppe paa første Sal var det, hun boede … hende … hvad var det nu, hun hed? Eleonora, Anna Eleonora! … den gyldenblonde Skønjomfru, der første Gang tændte Elskovens Alterlue i hans unge Hjærte. Og her – netop paa denne Flisesten– var det, han som trettenaars Dreng stod de lange Nætter og stirrede op paa hendes Sovekammervinduers blomsterbemalede Rullegardiner, der i hans lyksalige Drømme forvandledes til en maanebelyst Urskov, mellem hvis Palmer og Lianer han tyst vandrede med den Elskede. Og mens han i Nattens Stilhed stirrer paa det gamle, skumle Hus, er det ham, som om Forgangenhedens Genfærdsverden aabner sig for ham; Lyden af et Navn drager ham aandeagtigt forbi. Eleonora! At han saa ubarmhjærtigt har kunnet glemme hende! Hvad var det nu, der blev af hende? Blev hun ikke ulykkelig – eller hvordan? – Virkeligheden eksisterer ikke længer for ham; han lever som bjærgtagen i en Erindringsverden; han er som hypnotiseret af Attraa efter at genkalde sig Eleonoras Skæbne. Fortællingen er nu mesterligt komponeret saaledes, at medens Fortælleren vandrer om paa det moderne Randers’ Gader, medens han færdes i Omegnens Skove eller ved Nattetid i en Sejlbaad glider ned ad Gudenaaen – træder Minderne umærkeligt frem af Virkeligheden, blander sig i den, smælter sammen med den, fortrænger den og viger atter langsomt tilbage i taaget Dunkelhed, som i et Heine’sk Digt. Og for hver Gang de kommer til Syne, lokket frem af de tilsvarende Omgivelser, af tilfældige Forbindelser, af Spørgsmaal og Svar, føjer de en ny Akt til hint gamle Drama om den smukke og enfoldige Købmandsdatter, som al Tid havde et Kobbel af Byens Mandfolk efter sig, som lod sig overrumple til en Forlovelse med den lystne og latterlige gamle Adjunkt, og som tilsidst af Skam og Fortvivlelse over en flot Ritmesters frække Tilnærmelser druknede sig i Gudenaaen. Saa ubetydelige Personerne end er i hint forlængst udspillede, borgerlige Købstads Sørgespil, saa fængslende véd Pontoppidan at gøre dem for Læseren ved det Skær af Vid og Sværmeri, som kastes over Fremstillingen. Ikke for intet falder Heines Navn En i Pennen; idet man skriver et Par Linjer om den lille Bog. Hos ingen anden dansk Skribent for Øjeblikket er Lyrik og Satire parret saa gratiøst og naturligt sammen som hos Pontoppidan. Man føler ved at læse "Minder" den samme smærtelig-søde Nydelse som ved at lytte til Violoncel-Virtuosens Fantaseren; en Række skønne Billeder glider i fjærn Utydelighed En forbi: Billeder af maanelyse Nætter i den gamle Købstads Gader, med spøgelseagtige Skygger, med Vægterens regelmæssige Raab fra Lugen i Kirketaarnet; Billeder af larmende Markedsliv, af Bønder og Købmænd, gamle Tiders solide Velstand med sølvbeslagne Merskumspiber og brede Himmelsenge; af militær Parade paa Kongens Fødselsdag, af Skovture med leende, mousselinsklædte unge Piger; – Billeder af pragtfulde Solnedgange og af natlig Sejlads paa Gudenaaens drømmende Vande .... Og igennem Alt en Tone af Længsel efter det, som svandt, en bitter Klang af Melankoli ved at føle Alderdommen nærme sig, ved Tanken om de graanende Haar, de begyndende Rynker om Øjnene – og saa en Riven-sig-løs fra Skyggerne, et Pust af Morgen, som spreder Mindernes Nat (CE Jensens anmeldelse i Social-Demokraten 15.11. 1893)