Historien om tilblivelsen af Mit Livs Legende rulles op i den aktuelle udgave af Johannes Jørgensens selvbiografi, som Elise Iuul og Henrik Wivel er udgivere af. Heri sættes Johannes Jørgensens originale førsteudgave ind i en både litterær, teologisk og personalhistorisk kontekst, så det kulturhistoriske rum, som værket er skrevet ind i og er med til at definere, åbner sig. Centralt står Johannes Jørgensens konversion og den sandhedsværdi, som forfatteren tillagde det eksistentielle valg, både intellektuelt og følelsesmæssigt. Stod han alene over for en fordømmende omverden? Eller var han reelt drevet af forfængelighed og del af en modepræget konversionsbølge blandt kunstnere og forfattere omkring år 1900?

Lige så centralt står spørgsmålet om Mit Livs Legende som genre. Er det en selvbiografi, et bekendelsesskrift eller en roman? Ved en sammenligning med de dagbøger, der danner grundlaget for Johannes Jørgensens selvfremstilling, kan autenticiteten i værket blotlægges, men også den litterære iscenesættelse. Retrospektivt fandt Jørgensen, at han var kommet til at skrive om sig selv »som en Fremmed« og om andre som »digtede Personer«. Jørgensens skisma mellem digtning og sandhed foregriber polemikken om vor tids autofiktive litteratur, med den norske forfatter Karl Ove Knausgård som en central gestalt.

Selvbevidsthed og trosvished krydses i Mit Livs Legende. Johannes Jørgensen mente, at han fra en håbløs cirkel af dekadence og begær efter konversionen bevægede sig ind i en spiral, hvor skriveprocessen drev ham mod en højere erkendelse af livets mening. Den nye tekstkritiske udgave lægger for første gang forudsætningerne for Jørgensens konklusion frem til diskussion.