nok. Vi kan ikke tilstrækkeligt bekræfte al den vederhæftige kanonicitet, på størrelse med et fordøjelsessystem-forvekslet-med-et-kønsorgan, eller alt det mægtig, mægtig sukkersubtile. Og ganske specielt ikke når det drejer sig om dem, der for eksempel måtte bilde sig noget særligt ind vedrørende nogen som helst fordrejnings strategiske habitus, status eller vomitus lige nu. Se blot alle disse fodnoter hos Monsieur Antipyrine: en interplanetarisk forvokset klump af møllesten, der ikke kan kyles noget sted hen, men kun være på en eller anden fæl forkant hos hele den godmodige bestand af for længst givne individer. Rundtomkring gnider alt mod alt. Alle disse uendelige litteraturlister: amazon.coms demokratiske genitalier, Marx the Profit. Fra skridtets forfængeligheder og helt ned i knæ på de højere læreanstalter. Monsieur Antipyrine kan simpelthen ikke komme af med sig selv, det er ikke nogen misforståelse. Og der bliver ingen metastasering til nye, hidtil usete højder af modifikation, heller ikke denne gang, ikke en globalobskøn skid. Monsieur Antipyrine tager afstand fra al etableret diskurs og tænker mere eller mindre, som en tumpe tegner, og fatter ikke, hvad der menes, når andre påstår i det hele taget at kunne ‘se noget’ i en tegning. Nogle vil sikkert spørge: Tager Monsieur Antipyrine afstand fra eller afstand fra al etableret diskurs? Altså, er det ikke diskursen i sig selv, den er gal med, så må det fandme være det etablerede — etableringen og, øh, snarere diskursen, den skrumper rent faktisk iøjnefaldende for dernæst at eskalere sit verdensomspændende grovæderi, sit mentale tyngdepunkts objektive diktatur. Ja, vi kender det jo alligevel ikke. Det private er sgu da ikke nulpunkt nok. Ærlig talt, det er snarere Monsieur Antipyrine, den er gal med: Antipyrine-i-kapitalismen. Og vi kan godt gentage det, bare med os selv som modsat fortegn. […]