ord om det, der er nået. Til gengæld er fremdriften lige ukueligt levende i Morten, der kunne være blevet en stor mand i Arbejderbevægelsen, men foretrak at hugge sig igennem, en oprører og en fremmed fugl, isoleret i det borgerlige samfund og set skævt til af arbejdernes ledere.

Hvordan denne store roman blev til, fortæller Martin Andersen Nexø i sin indledning. I en årrække har han villet skrive Mortens og Pelles manddomshistorie, disse to mænd, der engang var så inderligt forbundne, som var de sammenvoksede tvillinger, men som nu ikke kan mødes uden at tørne sammen i hidsig diskussion. „Pelle, Ditte og Morten stod for mig som en slags treenighed, og i denne trio var Morten den ny generations mand,“ siger Martin Andersen Nexø selv. „En tid fordunklede Pelles strålende fremgang alt andet, der var ligesom ikke plads til andre end ham inden for underklassebevægelsen … Nu er der igen klar udsigt fremad, Pelle og det han repræsenterer var blot en fase, der nu er for udgående. Nu kan enhver se, at deres resultater mere var skin end virkelighed, og at det var en gold linje, den at ville parre proletariatet og bourgeoisiet. Netop det, der stillede Morten skævt til de mange og ofte satte ham helt udenfor, har nu fået ret. Der var en vej fremad, og det var den vej, han i ord og væsen pegede på.“