Om min verden, mit folk og min sagTøndertiden 1975-79af Jens Fransen

Helt tilfældigt var det ikke, jeg valgte lærergerningen.

Som en af min kones gymnasielærere sagde: ”Kan du ikke blive andet, kan du altid blive skolelærer.”

I dette andet bind om mit liv 1975-79 er Tønder og Tønder Statsseminarium i fokus.

En lille by og et studium, der udviklede sig som en art modningsproces frem mod voksenlivet. Mine læreår.

Fire år er ikke mange set over et helt liv. Men min verden blev større, mit folk ændrede sig. Og min sag blev til flere.

I Tønder skulle jeg for første gang stå på egne ben. Så længe det nu varede. Fristelser var der mange af.

Byen var lidt af et kulturelt centrum langt ude i marskegnen med seminariet som et omdrejningspunkt sammen med den nystartede Tønder Festival, der nok var/er årets højdepunkt.

Væggene i værelset blev udsmykket politisk korrekt. Over hovedgærdet i sofaen med min gamle sengelampe, som min far efter sigende havde vundet i et lotteri for 1 øre, hang en DKU-plakat med teksten 25 års Nato – mere end nok. Rød tekst på blå baggrund. Over sofaen en plakat med DDR’s statsvåben. På skråvæggen overfor en sovjetisk plakat med et vietnamesisk barn, der sidder på en tank og læser. Af andre udsmykninger bør nævnes Karl Marx, Lenin og det sovjetiske statsvåben. Politisk var det svært at skjule, hvor jeg befandt mig. Plads blev der ikke til Mick Jagger og Rolling Stones.