Julie tog endnu en dyb indånding. Ramslev havde altid duftet sådan om foråret. Det var en velkendt og behagelig duft. Duften af blomster blev stærkere, når hun fokuserede på den. Den føltes sød og næsten kølig mod hendes næsebor. Men så fulgte en anden duft. Langsomt og snigende bredte den sig og fortrængte alt andet. En sød, kvalmende duft. En duft af rådnende blomstereng, som hun ikke genkendte. Ubehaget kom langsomt krybende og lammede hende omtrent. Julie følte en isnende kulde ramme sin hud, og hun havde svært ved at få vejret. Alle hendes sanser skreg i rædsel, og hun kæmpede sine øjne åbne og nåede afværgende at løfte hænderne, parat til at forsvare sig. Rummet var tomt.