de blot som en rest fra fortiden. De havde dog en specifik propagandistisk funktion i århundrederne efter reformationen i 1536, for de skulle vise den nye kirkes legitimitet – at den kunne klare sig selv, udvikle sig og leve videre uden at være afhængig af kirken i Rom. Der var så at sige tale om en ny tidsregning ved siden af den gængse, der taltes efter Kristi Fødsel. Den nye kirke havde nemlig også sin fødselstime og sin levetid.