ledelse af i teatrets bus og ankommer efter nogen tid til Grünau, en fiktiv by et sted i Slesvig-Holsten, hvor der er byfest.
Her tager man imod dem med åbne arme i den tro, at det er turnéteatret, der kommer på besøg. De undvegne fanger optræder bl.a. med sang og foredrag og føler sig i løbet af nogle dage mere og mere på hjemmebane i livet i Grünau. Men de bliver dog, næsten uden dramatik, indhentet af deres umiddelbare fortid og ført tilbage til fængslet. I fængslet kommer det rigtige turneteater igen på besøg og opfører ´Mens vi venter på Godot´. 

Siegfried Lenz har en forkærlighed for at lade sine fortællinger foregå i små og overskuelige miljøer, ofte i provinsen. Sådan er det også i denne fortælling, som desuden synes at udspille sig på et tidspunkt, der godt kunne ligge et par årtier tilbage. I hvert fald er den fri for referencer til alt det, som fylder i den dagsaktuelle og medieskabte virkelighed: globalisering, internet, berømtheder osv. Med dette greb gør Lenz det muligt at løfte blikket mod det væsentlige i livet, de eksistentielle vilkår, som er nok så væsentlige: fællesskab, venskab, frihed og ikke mindst vilkårligheden i de roller, vi spiller på livets scene. Lenz hylder i denne fortælling litteraturen og teatret, ikke mindst det absurde, og han gør det på sin egen underfundige og menneskekærlige måde, som heller ikke savner kant. Hans lune er det stof, som den fint spundne prosa er gjort af. Bogen er en skælmsk og veloplagt undersøgelse af, hvad der kunne være muligt – for, som der står et sted: ´nogle gange må sandheden opfindes.´

Siegfried Lenz, født 1926. Hans interntionale gennembrud kom i 1968 med romanen Tysktime. På dansk er bl.a. udkommet romanen Et minuts stilhed (Hovedland, 2008) og den illustrerede novelle Sønderjysk kaffebord (Hovedland, 2007).