Påfugleøen i floden Havel udenfor Berlin, tidligere tilflugtssted for kongerne af Preussen, blev i 1800-tallet omdannet til et kunstigt paradis af Peter Joseph Lenné og Karl Friedrich Schinkel med hjælp fra hofgartner Ferdinand Fintelmann. Her fandtes kænguruer og en løve, palmer og himmeltræer, en mand fra Sydhavet, en kæmpe, to dværge og en vaskeægte morian. Hele denne glemte verden vækker Thomas Hettche til live ved at sætte dværgen Marie i centrum, Påfugleøens slotsfrøken. Romanen fortæller om hendes liv og om vores forestillinger om skønhed, om at bearbejde naturen og om vores længsel efter det eksotiske, om menneskets værdighed, om tidens væsen – og om en tragisk kærlighedshistorie. Thomas Hettche, født 1964, hans romandebut Ludwig muss sterben fra 1989 blev fejret som en genistreg. Der Fall Arbogast (2001) blev en bestseller og er oversat til tolv sprog. Woraus wir gemacht sind var i 2006 på shortlisten til Deutscher Buchpreis. Han har bl.a. modtaget Robert-Walser-Preis. Shortlisted til Deutscher Buchpreis 2014. »Hettche viser sig endnu en gang som en af de mest elegante og raffinerede stilister i den tyske samtidslitteratur« – Juryen for Deutscher Buchpreis DVÆRGSEX OG HAVEKUNST ♥♥♥♥♥ Stilistisk er Påfugleøen en meget overbevisende roman, der med sådan et sirligt og egentlig også ret overdådigt, men klart sprog (lige så smukt oversat af Maj Westerfald) i sig selv – som sprog – synes at forholde sig til de diskussioner om naturen og synet på den, der gennemsyrer romanen. Ligesom naturen griber ind i livet, ja, gør sproget det på forskellige måder i romanen (-) Men mest af alt er Påfugleøen bare en smuk og en smukt skrevet roman med masser af svær kærlighed og menneskelighed. – Alexander Westerlund, Politiken FORLYSTELSESSYGE Elegante Thomas Hettche er på samme tid pornograf, biograf og topograf. (-) Er det godt 300 siders pikant pornografi, man har læst? En sand tour de force af eventyrlige erotiske møder mellem dværge og kæmper, prinser og prinsesser og incestuøse tvillingesøskende? Eller er det et let fiktionaliseret, men i det store og hele historisk korrekt portræt af slotsfrøkenen Marie og en række andre autentiske skikkelser fra 1800-tallets preussiske hof? Eller er det simpelthen en overordentlig stofmættet, men alligevel let og elegant skrevet krønike om den idyllisk træklædte Pfaueninsel i floden Havel, som den preussiske kongefamilie i 1800-tallet lod sine allerbedste anlægsgartnere og arkitekter forskønne, og hvortil der hentedes alverdens planter, pattedyr og påfugle? Påfugleøen er nok det hele på en gang og dertil også en melankolsk historie-filosofisk traktat. – Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen