her findes den særlige melankoli og fremmedhed, der er vandmærket i stort set alle Krass Clements billeder. Det er ikke det glade, glitrende Paris, variete- og cancan-Paris vi præsenteres for her, det er Paris i regn og tåge, med våde gader, paraplyer, nøjsomhed, slidthed, allerhøjst lidt kuldslået varme. Men det er stemningsfuldt som bare fanden, man går i de gader med Krass Clement, man ser de bygninger, ser de mennesker, oplever dem som mennesker, ser deres tristesse og melankoli, ser dem, som Krass Clement har set dem.