Den danske maler Jens Adolf Jerichaus værk må betegnes som et af de væsentligste i det 20. århundredes danske kunst. Han døde ganske ung – kun femogtyve år gammel – men producerede i de sidste fire år af sit liv, i tiden op til og under Første Verdenskrig, billeder af fuldkommen overrumplende originalitet, også set i et internationalt perspektiv. Selv Picasso var imponeret, da han i 1916 traf ham i Paris og så hans billeder. Den unge, danske himmelstormers værk og intense personlighed gjorde så stærkt et indtryk på den spanske mester, at han foreslog Jerichau, at de sammen skulle rejse til Bretagne for at arbejde side om side. Denne dialog blev desværre aldrig til noget, da Jerichau begik selvmord førend den kunne realiseres.

Mikael Wivels bog om Jerichau og hans værk er resultatet af en årelang forskningsindsats, men er forfattet i et levende sprog, som enhver almindeligt interesseret læser vil kunne forstå og lade sig rive med af.

Jerichau var født ind i en berømt kunstnerslægt og levede et liv der under Wivels pen bliver bragt til live – elementært bevægende og mytisk intenst. Bogen vil give denne lidt oversete danske kunstner en velfortjent plads i den europæiske modernisme.