Kim Fupz Aakeson har skrevet en billedbog om en pige og en lille klovn alene i en mærkelig verden med store uoverskuelige forhindringer. Måske er det sådan, verden ser ud for det barn, der er blevet alt for alene med en stor sorg, og savner sin familie, som den var engang. Hun leder, og hun leder. Under jorden, hvor troldene bor. På havet i en synkende skude. Hun har en klovn på slæb, en irriterende type, der hele tiden spørger og spørger. Hvem leder vi efter? Hvem er det vi mangler? Hvem er det der ikke er her? Som om han ikke ved det.

Om det ender godt? Det ender sådan her:

Pigen og Klovnen og Mor besøger kirkegården. Så var Far under jorden. Så var der ikke noget at grine ad. Så var han helt umulig at finde. ”Hvordan bliver det rigtigt igen?” spørger Pigen. ”Det finder en vej,” siger Mor. ”Alting finder altid en vej.” ”Ligesom os,” siger Klovnen.”Vi fandt ikke meget,” siger Pigen.”Kun det vigtigste,” siger Klovnen og tager Mors hånd og Pigens hånd og trækker dem efter sig hen mod iskiosken. ”Hokus Pokus.” ”Han er sød nok,” tænker Pigen. Hvis man absolut skal have nogen på slæb.