Jeg har forgæves prøvet at afkode magtesløsheden på en tilfredsstillende måde. Man taler om den nødvendige samtale. Det er værd at huske, at nogle mennesker er bange for kvinder. Sådan er det bare. Det er jo ikke alle, der sørger for at holde kvinden i snor. En løbende dialog er vigtig, før man beslutter sig endeligt, den slags er jo ret nemt at få fat på. Det er en mild vinter i år, og det er ikke kun det egern, der sidder der i træet, der er blevet overvægtig. Man tænker på sig selv, gør man, og man gemmer sine sparepenge i fryseren, gør man… Man er som et pindsvin, der har rullet sig sammen og er gået i dvale. Næh, du – tænker Sergej højt – det er ikke alle, der sørger for at holde deres kvinde i kort snor. Jeg søger sorgløs dovenskab, men jeg mangler viljekraft. Min ferieudflugt er for at passe på mit helbred. Min interesse for mig selv er min udødelige pine. Mine trætte øjne. Det dunkle må blive klart. Er det her en forsvarstale? Eller er det en syndsbekendelse? Jeg bebrejder mig selv. Vanen har gjort mig sløv. Jeg er en kamæleon. Jeg burde gøre noget og følge én vej – i stedet for at være så apatisk.         

Michael Pedersen (f. 1974) har tidligere udgivet romaner, noveller og en filosofihistorisk bog om Søren Kierkegaard. I dag underviser han til daglig på Vejen Gymnasium og HF. Før dette underviste han på musikskole i Aalborg.