Christina Hagen skyder knoppen af dig

Christina Hagen skyder ikke længere med spredehagl, hun zoomer ind på misbrug, svigt, partnervold og at være et perverst og uelskeligt menneske i en verden, der kun bekræfter det. Det gør vildt ondt at læse og er vildt formfuldendt ordkunst.

En beholder for hendes stemme

Pletskud. Christina Hagen rammer renere end nogensinde med sit patronhylster af molbofortællinger, klasseperspektiver og lidelse.

Hvad kalder man en dame, der koger en undulat ved et uheld?

Kontrasten mellem grin og grum virkelighed gør Christina Hagens nye tekster om vold, misrøgt og seksuelle overgreb særligt slagkraftige. Det gør næsten ondt at læse sig ned i den anmelderroste forfatters rå underklasse.

Poetiske pistolskud ender som spredehagl

Christina Hagen vender efter fem år tilbage til dansk litteratur med en samling ”Pistoldigte”, der ikke rigtig rammer plet.

Kompromisløs og ubehagelig

Få danske kunstnere er så kompromisløse som Christina Hagen. Hun presser de etiske grænser – også over, hvad man kan synes er rimeligt i kunstens navn – og hun nægter at lade tabuerne være. Den nye digtsamling er om noget grænseoverskridende, og den er samtidig en af Christina Hagens mest groteske, humoristiske og kvalmefrembringende.

Christina Hagens bog gør så ondt, at den gør godt

Christina Hagens nye digtsamling, POW POW POW, kaster et batteri af hårdtslående virkemidler i hovedet på læseren og skaber en fascinerende brutalitet i voldsomme historier om molboer. Anmelder Louise Juhl Dalsgaard elsker bogen i al sin grusomhed.

POW POW POW - PISTOLDIGTE

Banke banke på. Hvem der? Christina Hagen er tilbage, og det er vildt, voldsomt og mesterligt.

En litterær voldshandling mod molboens undertrykkelse

Christina Hagen demonstrerer i sin nye digtsamling på brutal og blændende vis den konceptuelle digteforms enorme potentiale, hvis den bruges rigtigt. For i digtene, som Hagen selv døber til at være pistoldigte, hersker formen. Men ikke på en måde, hvor indholdet af den grund forsvinder og træder i baggrunden. Nej, formen er netop det, der giver stemmen til jegets eksistentielle paradoks: at være mærket og knust af en barndom i voldens tegn og samtidig ikke kende til andet end volden således, at volden forvandles til en ny form for tryghed og normaltilstand.

Bang bang, du er død!

Christina Hagens nyeste digtsamling er et ubarmhjertigt bombardement, der rammer ondt og præcist.