RegnbuestenenLydbogaf Josefine Ottesen

Uddrag af bogen
”Du skriver virkelig smukt, Leela,” sagde hun anerkendende.”Vil du ikke med op og aflevere afskriften til Mestersangeren. Jeg synes næsten, Durri skal have lov at sige tak til dig personligt. Det er utroligt, du har nået at skrive hele Helligsangen af på så kort tid.”
Leela rystede på hovedet, men Tinka ventede slet ikke på svar. Hun trak pigen med sig op ad det stejle terræn til husene omkring Helligcirklen.
Koret var ved at øve sig, og lyden af de klingende stemmer gjorde Leela helt stiv indeni. Så længe hun kunne huske, havde lyden af sang og musik gjort hende bange. Hun vidste ikke hvorfor, men det var, som om tonerne pressede sig ind på hende og forhindrede hende i at trække vejret. Hun kunne ikke gå nærmere, hun vidste det.
Tinka stirrede irriteret på hende.”Hold nu op med at opføre dig så sært, Leela, der er ikke noget at være bange for.”
I det samme kom en gruppe unge mennesker forbi. Hun hørte deres latter og hvisken.
”Se stumme Leela, nu får hun et anfald igen!”
Med en hurtig bevægelse rev hun sig løs fra Tinka og løb tilbage mod Skriverhuset, hvor hun kunne være i fred.
Tinka råbte efter hende, men hun lod, som om hun ikke hørte det. Tinka ville hurtigt glemme hende igen; hun havde nok at gøre med at forberede danserne til morgendagens fest.
Leela løb om bag huset og satte sig på muren, der omkransede Helligområdet.
Den hånlige latter sved stadig i hende, og hun bed sig selv hårdt i hånden, for at den udvendige smerte skulle overdøve den indvendige. Som så mange gange før længtes hun efter at være som de andre unge mennesker på Helligområdet, men sådan var hun altså ikke, tværtimod! Hun knyttede begge hænder og slog knoerne hårdt ned i muren. Hvorfor kunne hun ikke tale, hvorfor var hun så mærkelig? Var hun virkelig skør?