fint omkring.    Men det var ikke helt integreret i mig, kan jeg nu se. Jeg blev gravid, blev mor, forholdet blev taget til et nyt level, og samtidig havde jeg sat mig selv i en redder-rolle. Jeg følte mig ikke spiseforstyrret mere – jeg var jo ikke inde i den glasklokke mere! – men jeg følte mig tit fanget i mig selv.     Jeg glemte simpelthen at holde fast i at gøre de ting, der hjælper mig. Jeg havde ikke lavet min værktøjskasse med de vigtigste redskaber, jeg skal huske!    For jeg er en fed anorektiker, en brækfri bulimiker. Det tør jeg godt sige højt nu og stå ved. Jeg må have nogle holdepunkter og redskaber, fordi spiseforstyrrelsen har været så stor del af mit liv. Jeg vil gerne kunne det hele, være helt normal. Men det er jeg ikke. Jeg har brug for min egen værktøjskasse, så jeg altid kan svinge omkring MIT balancepunkt. Det er ikke et nederlag at erkende. Det er faktisk en kæmpe befrielse!! Jeg skal ikke KÆMPE hele tiden. Jeg skal LEVE! Hvis jeg føler, at jeg skal KÆMPE, så er der noget galt. Så er det fordi, jeg ikke lytter til mig selv og til mine behov, og fordi jeg ikke bruger min egen værktøjskasse.