Langt over en tredjedel af befolkningen er introverte. Det er dem, som foretrækker at lytte frem for at tale. Dem som får gode idéer, men ikke nødvendigvis råber op om det. Dem som foretrækker at finde løsninger i enrum frem for i et brainstormforum. Dem som ikke bryder sig om at være i rampelyset, men som vi ikke desto mindre kan takke for et utal af bidrag til samfundet – lige fra van Goghs solsikker til computeren. 

Men vi lever i en kultur, hvor det at være selvpromoverende og udadvendt hyldes. Man skal kunne networke og gøre opmærksom på sig selv for at få succes. Det er tidens ideal, mens det at være introvert betragtes som et lidt uheldigt personlighedstræk, som helst skal overvindes. Det starter i skolen og fortsætter i arbejdslivet; vores samfund er indrettet på de ekstrovertes præmisser, hvilket er ensbetydende med at de introvertes kvalifikationer overses og går tabt. Det er hverken tilfredsstillende for det enkelte individ eller hensigtsmæssigt for samfundet. 

Dette er Susan Cains påstand i sin opsigts- og tankevækkende bog RO. Cain bygger sin påstand på videnskabelig research og feltarbejde, og står således stærkt i sin argumentation for et nyt syn på personlighedsidealet. De introvertes kvaliteter som refleksion, fordybelse og lytteevne bør opmuntres og værdsættes, lyder Cains opfordring. 

RO strøg direkte til tops på bestsellerlisterne og vakte stor debat i USA, da den udkom i 2012. Cains opråb rammer lige lukt ind i tidsånden, hvor idealet om udadvendthed ikke er blevet mindre udtalt af udviklingen, hvor realityshows, talentkonkurrencer, Facebook og YouTube fylder stadig mere.