antropologen og personen Ina Kjøgx Pedersen er Sønderho et sted med mennesker, huse og historier, som bliver ved med at spinde sig ind i hendes liv, selvom det er 32 år siden, hun forlod det.
Hun fortæller om de nære relationer, der knytter sig til barndomshjemmet lige over for kirkegården; om faren Henning ”Smed”, som kender alle vandrørene i byens fredede huse, og om moren Doris, som går på kirkegården for at rive gruset ved de to sønners grav. Om bedsteforældrene og oldeforældrene, som havde tæt tilknytning til byens søfartshistorie. Om farens musikerven Erik, som drikker urtete og taler om Sartre og Glistrup. Han taler også i vildelse, bliver sær og indadvendt. Om de gamle sønderhoninger Kamma Sørensen og Doris Thygesen, som ved noget om de hellige ting. Og om den nye generation af tilflyttere, kunstnere og forfattere som Jeppe Brixvold, der lever i byen og efterhånden lærer at begå sig.
Med barndomsvennen Peder Fut forvilder Ina Kjøgx Pedersen sig ind i 70’erne uden brugsanvisning, men med stor lyst til at nedbryde de usynlige grænser, et lille samfund sætter. Da han dør af kræft i 2002, sætter hun sig for at skille alle brikkerne ad og samle dem på ny i et erindringsværk om liv og død i Sønderho; om kunst og kultur, slægters gang og logbøger, levende musik og fællesdans. Stadig får venskaberne og båndene mellem mennesker derfra hende til at genfinde sig selv i lyset fra Sønderho.