Om bogens tilblivelse forklarede Pavese: "Havde det været muligt, ville vi hjertens gerne have undværet al den mytologi. Men vi er overbeviste om, at myten er et sprog, et udtryksmiddel – det vil sige noget ikke vilkårligt, men derimod et reservoir af symboler, der ligesom alle andre sprog indebærer en særlig betydningssubstans, som intet andet ville kunne gengive. Når vi gentager et egennavn, en gebærde, et mytisk under, udtrykker vi på en halv linje, med få stavelser, en syntetisk og omfattende kendsgerning, en virkelighedskerne, som levendegør og nærer en hel organisme af lidenskab, af menneskelig væren, et helt begrebskompleks. Og så meget desto bedre, hvis vi helt fra barnsben, fra skoletiden, har været fortrolige med dette navn, denne gebærde. Foruroligelsen er sandere og skarpere, når den sætter et gammelkendt stof i bevægelse. Her nøjes vi med at benytte os af hellenske myter på grund af deres tilgivelige popularitet, deres umiddelbare og traditionelle antagelighed. Vi afskyr alt hvad der er uordentligt, forskelligartet, tilfældigt, og forsøger – også stofligt – at begrænse os, at skabe en ramme, at insistere på en afgrænset tilstand. Vi er overbeviste om, at en stor åbenbaring kun kan komme fra en stædig insisteren på én vanskelighed. Vi har intet tilfælles med de rejsende, eksperimentatorerne, eventyrerne. Vi ved, at den sikreste – og hurtigste – måde at forbløffes på er hele tiden at stirre uanfægtet på den samme genstand."

Paveses ærinde er på ingen måde bagstræberisk, derimod er budskabet, at det moderne menneskes tilbagevenden til de mentale og geografiske oprindelser ikke er en søgen efter et tabt paradis, det er ikke en afvisning af moderne kultur og civilisation til fordel for en primitiv verden. Han afviser ikke kulturen og er udmærket klar over, at det er umuligt at generobre den én gang tabte uskyld. Men man kan i det mindste forsøge at se med jomfruelige øjne, fordomsfrit, og man kan søge tilbage til den primitive mentalitet, der tillader en at genleve oprindelige, autentiske erfaringer. Myten er et symbolreservoir, en skatkiste der fyldes i barndommen og giver resten af livets dets rigdom.

I dag er "Samtaler med Leuka" – ved siden af "Månen og bavnerne" – Cesare Paveses bedst kendte og mest læste værk, og teksten er genstand for endog meget stor interesse og fortolkes på alle mulige måder; hermeneutisk, fænomenologisk, eksistentialistisk, rent filologisk eller i lyset af den ene eller den anden antropolog, psykolog eller filosof.

Bogen er oversat til talrige sprog og foreligger her for første gang på dansk i Conni-Kay Jørgensens oversættelse.

Cesare Pavese (1908-1950), forfatter, litteraturkritiker og oversætter. Han debuterede som lyriker, men udgav senere mange romaner. Som redaktør og konsulent ved forlaget Einaudi stod Pavese for introduktionen af ny amerikansk litteratur i Italien.

I 2020 skabte Maja Lisa Engelhardt tre unikke monotypier til hver enkelt af Paveses gendigtninger i Samtaler med Leuka. Af de 81 er der udvalgt og i bogen gengivet en monotypi til hver af de 27 fortællinger.

Maja Lisa Engelhardt (f. 1956), billedkunstner. Har illustreret en lang række bøger: bl.a. Bibelen, Saxo, Søren Kierkegaard, B.S. Ingemann, Pär Lagerkvist og Prins Henrik og har tillige udsmykket et stort antal kirker.

Conni-Kay Jørgensen (f. 1968), oversætter og forfatter, cand.mag. i latin og filosofi og ph.d. i filosofi efter studier i Napoli, Firenze og Torino. Har oversat bl.a. Galileo Galilei, Johannes Kepler og Giovan Francesco Straparola.