offentligt sted og som det sidste hvilested for det enkelte menneske. Kirkegården er indhegnet skrøbelighed, trøst og håb. Kirkegården fortæller os, at vi skal dø, men den er tillige et sted, hvor det står klart, at livet har betydning.
Kirkegården er kultur og et poetisk mindested. Men den er også truet. Vi opfinder andre og nye begravelsesrum, når vi skal herfra, og kirkegårdens værdi og eksistensberettigelse er svindende i manges bevidsthed. Bogen er derfor også en håndsrækning til en revitalisering af kirkegården, og når Elof Westergaard åbner kirkegårdslågen og byder os indenfor, er det både med det teologiske blik, det kirkepolitiske blik og det sjælesørgeriske blik.