med hjem, men far og mor må ikke opdage det. Albert ved en del om skrumpehoveder, for hans far arbejder i den del af museet, hvor skrumpehovederne bliver udstillet. Samtidig er skrumpehoved hans fars yndlingsudtryk, når Albert gør noget forkert. Så kalder han ham for et lille peruviansk skrumpehoved – i en venlig tone, selvfølgelig. Pludselig hører han en svag lyd. Det er et lille grynt, som kommer nede fra lommen. Det kommer fra skrumpehovedet. Det stirrer på ham med et vredt udtryk, mens det hvæser gennem den sammenrimpede mund. Regnet har vækket det til live igen. Albert klipper snorene i de sammensyede læber op, og straks vælter en række ukvemsord fra skrumpehovedet. Hvad sker der lige? Hvordan kan hovedet tale dansk? Hvordan skal Albert lige skaffe mad til det sultne hoved – og hvad spiser et skrumpehoved? Uddrag fra bogen Albert skynder sig hjem, og snart står han ved hoveddøren. Han hiver ud i lommen, så han kan se skrumpehovedet. ”Hør her, høvding, når vi kommer ind, så siger du ikke en lyd. Er du med?” ”Mrff… hbm…” lyder det vredt fra lommen. ”Jeg mener det,” siger Albert. ”Hvis jeg hører så meget som en lyd fra dig, tørrer jeg dig med min mors hårtørrer. Så bliver du lige så tør, som da du hang på museet og ikke kunne sige en lyd. Er du med? ”Godt ord igen,” kommer det fra lommen. ”Men husk nu, at du har lovet mig en larve.”