er en afgørende betingelse for Tysklands moralske og politiske genfødsel i efterkrigstiden. Skyldige i moralsk forstand mener han, at alle de tyskere er, der har deltaget aktivt i krigsforbrydelser; skyldige alene i politisk forstand kalder han alle de mennesker, som blot passivt tolererede grusomhederne, fordi de var bange for selv at blive ofre for nazisternes forbrydelser. Karl Jaspers var Hannah Arendts læremester i det politisk-filosofiske. Bogens efterskrift er begået af Moritz Schramm, som blev kendt, da han for få år siden i en dokumentarudsendelse på DR blotlagde sin historie om at vokse op som barnebarn af nazisten Albert Speer. “Vi kunne havde søgt døden, da regimets forbrydelser blev åbenlyse i offentligheden: den 30. Juni 1934, eller med plyndringerne, deportationerne, mordene på vores jødiske venner og medborgere, da til vores evige skam og vanære synagogerne, Guds huse, blev sat i flammer over hele Tyskland i 1938. Tusindvis af tyskere enten søgte døden eller blev dræbt på grund af deres modstand mod regimet. Flertallet af dem forbliver anonyme. Vi overlevende søgte ikke døden. Vi gik ikke ud i gaderne, da vores jødiske venner blev ført bort, vi råbte heller ikke op, indtil de også udslettede os. Vi foretrak at forblive i live på de svage, om en rette grundlag at vores død ikke ville have hjulpet noget alligevel. At vi lever er vor skyld. Vi ved for Gud, hvad dybt ydmyger os.”