mennesker. Da han i 1880 sendte sin første større fortælling, „Kirkeskuden“, til Ude og Hjemme, forkastede redaktøren Otto Borchsenius den som for udæskende.

„Kirkeskuden“ skildrer et landsogn fra top til bund med præst, sognerådsformand, herredsfuldmægtig og degn foroven og husmænd, fiskere, tyende og smuglere forneden. Præsten er en sagtmodig mand, som hilser på alle med et „sygelig-sødligt“ smil, „ængstelig for at støde Nogen ved at overse dem“. Hans bibelske sprog og fromme livssyn virker som et skønmaleri ved siden af fortællerens krast realistiske beskrivelse af landsbyen, hvor drengenes morskab består i at fiske en død kat op af gadekæret, og husene i udkanten ligger så tæt, at der mellem dem kun er plads til den „stinkende Rendesten“.