novellerne Tristan og Vølsungeblod og romanen Trolddomsbjerget, alle ud fra synsvinklen ‘musikken’, hvilket langt hen ad vejen vil sige Richard Wagner. Det er ham, Thomas Mann tænker på, når han i sin store musikerroman Doktor Faustus skriver: “Den højeste passion gælder det absolut suspekte”, og om Manns livslange “entusiastiske ambivalens” i forhold til Wagner handler det femte kapitel, som også beskriver, hvor skæbnesvanger denne ambivalens blev for Thomas Mann og hans familie efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Doktor Faustus er emnet for bogens sjette kapitel; romanen skildrer i en art parallelforløb komponisten Adrian Leverkühns og Tysklands skæbne i første halvdel af det 20. århundrede.Thomas Mann har gennem hele sit forfatterskab – direkte og indirekte – beskæftiget sig med musikken, dens væsen, dens gåde. Den store ironiker har fået sin livsholdning bekræftet og underbygget ved musikkens principielle tvetydighed.