Hannah synger i et partyband sammen med Henning og Claus. De spiller til alle slags fester og stiller op til lidt af hvert. Hannah vandt et tv-talentshow som 16-årig, og her ti år senere venter hun på en måde stadig på den pladekontrakt, hun blev lovet. Imens snegler livet sig forbi – med mormor, som hun voksede op hos, sanglærerinden Elsa, tandlægebesøg og ikke mindst alle de yogatimer, man bliver nødt til at gå til, når man ikke rigtig kan finde andet at fylde hverdagen med.

Ole var som ung en lovende heavy metal-guitarist, efter at han vel at mærke havde brudt med både forældre og frikirke, var stukket af hjemmefra og flyttet ind hos vennen Kevin. Nu er han – mange år senere – tilbage i folden, gift med skønne Inge Helene, har to unger og er igen involveret i menigheden. Alt i alt er han vendt tilbage til sine rødder, og han er stadig småmusiker, når han får lov af konen.

Både Hannah og Ole opdager, at de er kørt fast et sted i livet, hvor drømmen om det store gennembrud spærrer for udsynet. Og for glæden.

Dette er en roman om søgende, sultne hjerter, der finder hinanden, selv om de slet, slet ikke skal!

Ulla Taylors humoristiske romaner handler ofte om lonely riders, der pludselig finder ud af, at verden faktisk er fuld af andre mennesker.

Til alle slags fester er Ulla Taylors femte roman. Hendes tidligere bøger er udkommet både i Norge, Holland og Tyskland.


HANNAH OM OLE
Ole kommer over og hilser, men selvom hans håndtryk er fast og tørt, og han kigger en lige ind i øjnene, er det mest dominerende første indtryk hans lugt. En besynderlig blanding af patchouli og billigt vaskepulver, og jeg tænker, at der vist er nogen, som burde tænke mere på miljøet end på økonomipakninger, når vedkommende køber ind. Konen, sikkert. Han har ring på både finger og i øret. I begge ører faktisk. Underligt misk-mask af en type.


OLE OM HANNAH
Jeg kigger lidt nærmere på sangerinden. Faktisk passer hun fuldkommen til sin stemme: umiddelbart anonym og lidt kedelig, men ved nærmere eftersyn sammensat af træk, der hver for sig både er pæne og regelmæssige. En lige næse, mandelformede øjne og høje kindben. Håret er halvlangt og sidder i en sjusket hestehale, hun har en stor sweater på, der går hende til knæene, og lange ben i stramme jeans. Hun smiler ikke meget og siger næsten ingenting, og da vi alle fem efter endt øvning går nedenunder på værtshuset, som Henning kalder ”deres stamsted”, bestiller hun til min overraskelse et glas mælk. Måske er hun gravid inde under den grå sweater.