Hjemrejsen gik derfor gennem Polen, Ukraine, Hviderusland, Rumænien, Ungarn, Østrig, Tyskland og Schweiz for til sidst at ende i Italien. Bogen skildrer den lange rejse gennem et smadret og krigshærget Europa, hvor millioner af soldater og flygtninge krydser kontinentet i et forsøg på at vende hjem.

Levi starter i denne bog, hvor han slap i "Hvis dette er et menneske", men tonen bliver i løbet af beretningen lettere, end den var i den første erindringsbog. Med stor fortællerglæde skildrer Levi rejsens undtagelsestilstand, hvor der fortælles historier og tuskhandles blandt de hjemrejsende. Det er dog en fortælling, som også indeholder en særlig nostalgi efter en tid før Auschwitz, som aldrig vil komme tilbage. Også i denne bog viser Levi sig som en fantastisk portrættør af de skæbner, han møder undervejs, og hans vej tilbage til livet synes da også at være forbundet med disse møder og kommunikationen med hans medmennesker. Som i resten af forfatterskabet er Primo Levis humanistiske udgangspunkt også her tydeligt.