+ Læs mere
Vi er stødt på 4 anmeldelser af bogen "Triburbia" i de 454 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Den kreative klasses flugt
Karl Taro Greenfeld kender Tribeca-kvarteret i New York og dets indbyggere helt ned i detaljen. 'Han forstår, hvorfor de ryger joints, har affærer, hvorfor de er så pokkers overfladiske, hykleriske og materialistiske.' Det er oplagt at læse denne kollektivroman om den kreative klasses hippe storbyfacade som et 'portræt af generationen, der troede, at de festlige 90’ere ville fortsætte i al evighed og derfor ikke havde travlt med at blive voksne og ansvarlige.' Her og der kunne forfatteren have gravet dybere, men sproget er let og friskt og båret af skarpe observationer, 'medrivende optrin og en fængende satirisk humor.' [Kort referat]
Triburbia
En roman, som man er fint underholdt af, selvom ulempen ved denne roman-novelle-genre er, at man hele tiden bliver præsenteret for en ny fortæller med en ny historier og derfor hele tiden starter forfra. Indslagene i novellerne er dog så tilpas interessante og sproget så levende, at man hænger ved. Med sit usympatiske persongalleri og sine velfortalte historier, rager romanen således et godt stykke op over middelgod. Det, som svækker den, er, at mændene i novellerne næsten alle er fallerede kunstnere, som man kan have svært ved at skelne fra hinanden. [Kort referat]
Sylespidst hykleri
Karl Taro Greenfeld, der ikke uden grund er blevet sammenlignet med landsmanden Jonathan Frazen, fortæller i denne debutroman om en række indbyggere i New Yorks uhyrligt dyre Tribeca-kvarter. Umiddelbart ligner bogen en novellesamling, men personernes historier flettes langsomt ind i hinanden. 'Greenfeld udstiller sylespidst deres hykleri og kynisme, men får os alligevel langsomt til at holde af flere af dem.' [Kort referat]
Uro i reservatet
Personernes fortid står stærkere end deres nutid i Karl Taro Greenfelds ensembleromanen om en række mennesker i og omkring den eksklusive Manhattan-bydel Tribeca. At hovedhandlingen bevæger sig meget adstadigt afsted og at 'de indbyrdes ligegyldige affærer kommer til at fylde alt for meget' kunne der godt være en pointe i – som et billede på det kedsommelige forstadsliv – men bogen bliver aldrig ’den tiltænkte sprængfarlige affære, som den så åbenlyst gerne vil være.’ [Kort referat]
