Som ganske ung fik Birgitte Possing af sin mor overdraget en skotøjsæske med strenge pålæg om først at åbne den, når hun selv var blevet gammel.

Æsken viste sig at indeholde et utal af breve, Birgitte Possings forældre havde skrevet til hinanden i deres ungdom under Anden Verdenskrig. Brevene satte hende i gang med et detektivarbejde: Bevæbnet med sin forskningserfaring, sin historiske viden, sin fortrolighed med arkivarbejde og ikke mindst en stor personlig nysgerrighed – der var blevet yderligere vakt af et drengefoster i sprit i morforældrenes dækketøjsskab – satte Birgitte Possing sig for at afdække sin families historie tilbage til oldeforældrene.

Det er en fortælling, der bevæger sig gennem tiden, ud i verden, gennem vidt forskellige miljøer og normer, og ender med forfatterens egen tid og livsforløb.

Det er den lille histories møde med den store: En generation er ikke bare en del af sin tid og en afspejling af dens vilkår og normer med de ambitioner, sejre og nederlag, den repræsenterer. Enhver generation rummer også en mængde indhøstede erfaringer, der danner klangbund for de følgende.

Det er denne klangbund, Birgitte Possing eftersporer. Det er en både sand og voldsom historie.