I 1943 kommer Birgit ud at tjene og mærker krigens alvor. Da hun kommer hjem til Strandgården i november 1944, er der kommet andre gæster på gården, og meget er forandret, og Birgit får travlt med at hjælpe sin mor med husholdningen.    

Pludselig står hun på et ”mekanisk værksted” i Jægerspris, med mand og barn og ikke mindst en gæld, som de ikke kan flygte fra.         

De næste dage gik Birgit stille rundt i sin fine lejlighed, mens hun spekulerede. Skulle denne lykke virkelig tages fra hende? En vrede voksede i hende, men hun kunne jo også godt forstå, at forældrene stod i en vanskelig situation. Hvad skulle hun stille op, selvfølgelig ville det være dejligt med lidt mere plads, men det fungerede jo så fint, sammen med Karl og Gerda. Tankerne fyldte meget i hende, og hun glemte helt at røre i den grød hun havde sat over på komfuret, og hvorfra der nu kom en svag brændt duft. Gerda kom ud i køkkenet, netop i tide til at redde grøden, og da Gunnar havde fået sin mad, spurgte Gerda, om ikke de skulle gå en tur i parken og få snakket lidt om tingene.    

”Fortæl mig så, hvad der er galt, jeg kan se på dig, at du er ked af det.” Gerda så på hende med et bekymret blik. Birgit mærkede en klump i halsen, og tårerne pressede på.      

”Åh, jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde, eller hvordan jeg skal få fortalt alt det her.”