Jeg har altid undret mig over, hvorfor vi for det meste betragter kunst og videnskab som hinandens modsætninger. De behøver ikke være det, og det vidner nogle af de mere kreative antropologiske tekster også om. Videnskabelige tekster kan skrives, så de bliver lige så læseværdige som god litteratur. Og de perspektiver, som kunsten skaber, er også vidensskabelse. Men autoetnografer møder ofte den kritik fra andre forskere, at de er for litterære, for kunstneriske og ikke videnskabelige, mens, siger litterater, autoetnografer er for videnskabelige og ikke tilstrækkelig litterære, de er simpelthen ikke dygtige nok forfattere. Disse røster placerer fejlagtigt litteratur og videnskab i konflikt med hinanden, et forhold som den autoetnografiske tilgang forsøger at korrigere. Den autoetnografiske metode forsøger at forstyrre de binære positioner mellem videnskab og kunst. Det er den ambition, jeg har haft med dette værk; at skrive en tekst, der fuldt ud er litterær og videnskabelig. Jeg har arbejdet med brug af metaforer, primært fra naturen som billeder på levet liv og menneskelig sanselighed. Således har teksten ofte flere lag og kan tale om flere ting på én gang. Samtidig med at jeg både skriver autoetnografi og viser metoden i praksis, undersøger jeg det at finde hjem og at have hjemme i kærligheden til en anden, til naturen, til livet.