i civil for at komme tættere på narkomiljøet, hvilket fra starten gav anledning til kritik både internt og eksternt. Uropatruljen skulle observere og samle information - og gribe ind, hvis der forekom ulovligheder. Denne løse definition, hvad angik arbejdsopgaver og struktur i det hele taget, skulle - på godt og ondt - blive definerende for Uropatruljens udvikling helt frem til nedlukningen i 2001.

Uropatruljen fik med tiden ry for at være politiets hårde halse, der blev sat ind, hvor det gik hårdest til. Det gjaldt i forhold til Verdensbankurolighederne, Slaget om Byggeren samt hashhandlen på Christiania og den vildtvoksende narkotikakriminalitet på Vesterbro i området omkring Istedgade og Halmtorvet - ligesom de var involveret i håndteringen af BZ-aktioner og rockerrelaterede sager. Den sidste store begivenhed var Nørrebro-urolighederne 18. maj 1993, hvor billederne af stenkastende urobetjente var dråben, der fik bægeret til at løbe over, og førte til afviklingen af patruljen i årene efter. I både sam- og eftertiden var der en heftig diskussion omkring Uropatruljens metoder. Gik de over stregen i deres hårdhændede arbejde på gadeplan eller var de blot dygtige betjente, der udførte et politiarbejde i den spidse ende?