i hænderne på behandlere og konsulenter, som har rådgivet og uddannet ledere, tillidsvalgte og arbejdsmiljøprofessionelle til at kunne håndtere og forebygge stress. Intentionerne har været de bedste, men som samfund har vi efter næsten fem årtiers forskning og indsats ikke formået at afhjælpe problemet med stress, for problemet er snarere forstærket. Forfatterne ser dybdegående på stress som fænomen for at se det, som det, det er, og ikke som det, vi mener, det bør være. De mener, at vi bør tale om et fælles ansvar hos alle medlemmer af organisationen. Det er ikke kun lederens skyld, kun den stressramtes skyld eller kun kollegernes skyld. Stress omhandler et menneskes forhold til sig selv på den ene side, og dets forhold til andre på den anden side. Dermed skal vi forstå stress som et erkendelsesteoretisk og relationelt fænomen. Det gør ledelse til en filosofisk disciplin, fordi det at vedkende sig sit ansvar forudsætter at kende sig selv. Denne vedkendelse indebærer, at ledelsen formår at løfte opgaven at have magt, fordi den har ansvar for og indvirkning på den organisatoriske struktur og kultur. Her spiller velvilje en central rolle. Den oprigtige velvilje, der kommer fra hjertet, er en dyd hos lederen. Den indebærer et mod til nærvær og samvær, der tør konfrontere strategisk hensyn og vurdere disse i et kort og et langt tidsperspektiv, og som tør sætte sig op mod topledelsen og politikerne der, hvor medarbejdernes trivsel er på spil. Den leder, der tør og gør dette, trods den indbyggede risiko for modstand og konsekvenser af at sige fra, bliver medarbejderens – og egen – advokat og bolværk mod stress. Bogen ser på den del af stressen, som kan tilskrives og ændres via arbejdets påvirkning og henvender sig først og fremmest til praktikere: i særdeleshed ledere – men også medarbejdere og tillidsvalgte. Sekundært til de teoretikere (behandlere, undervisere og konsulenter), der møder praktikerne i bl.a. sundhedssektoren og på lederuddannelser på akademi-, diplom- og masterniveau.