af at være viljesfrie, ansvarlige personer – et ikke ukompliceret forehavende. For at blive kloge på begrebet ’person’, må vi tænke det i relation til viljens struktur – ikke blot henvise til hvilken art, et bestemt væsen måtte tilhøre. Viljen har nemlig det ejendommelige kendetegn, at den ser ud til at være refleksiv. Visse væsner kan ville om viljen. Eller som Frankfurt skriver, kan de ”være i stand til at ville være anderledes med hensyn til deres præferencer og hensigter, end de er”. Det er denne slags vilje – vilje af højere orden – der giver anledning til at skelne mellem personer og andre væsner. Men det er også ved en nærmere forståelse af denne slags vilje, at vi kan begrunde ansvar for handlinger. At handle i overensstemmelse med sin andenordensvilje, er nemlig refleksivt at identificere sig med sine ønsker og de handlinger, ønskerne tilvejebringer. Frankfurts idéer om den frie vilje har haft stor betydning for diskussionen om frihed og ansvarlighed i amerikansk etik, men hans teori har samtidig præget discipliner såsom bevidsthedsfilosofi og kognitiv psykologi. Som Rasmus Bysted Møller skriver i sin indledning til teksten, lader den til at ramme ”en vanskelig balance ved på, den ene side at kunne harmoneres med naturalismen og på den anden side at være i nogenlunde overensstemmelse med vores basale intuitioner om det unikke ved det at være menneske med personværdighed, fri vilje og moralsk ansvarlighed.”