Bogens anliggende er at vise, at hver tid har sine sandheder, teorier og faglige fremgangsmåder, når det drejer sig om at udskille, behandle og disciplinere dem, der opfattes som “anderledes”. Selv om teorier skifter, diagnoser opstår og forgår, så er der en ting, der står fast: Det er de “anderledes”, der lægger krop til hver tids behandling i praksis. På den baggrund plæderer bogen for, at de direkte berørtes perspektiv skal medinddrages, at samfundets måde at tage hånd om mennesker med vanskelige vilkår skal medtænkes, og at ikke alene almen- og specialpædagogisk teori, men også relationelle aspekter skal danne afsæt for didaktisk refleksion. Specialpædagogen står centralt i denne bog - både som almægtig og som afmægtig. Alligevel knyttes håbet til den, der som pædagog tør tage opgaven på sig, se dilemmaerne i øjnene, og som selvstændigt bruger sin (special)pædagogiske viden, erfaring og empati relationelt.