Kirkegård med fantasi og poesi. Hans udstillingsdebut fandt sted i 1928, og i løbet af det følgende årti opnåede han en nærmest kultagtig status. I 1932, da han var med til at stifte sammenslutningen Koloristerne, købte Statens
Museum for Kunst sit første værk af ham, og museumsinteressen er siden fulgt op, så at der i dag befinder sig omkring 200 tegninger og malerier af ham på danske museer.

I sin samtid var John Christensen genstand for omfattende interesse og anerkendelse, også fra private samlere, kunstnerkolleger og kritikere af vidt forskellig observans. De kunne stort set enes om, at han var en af sin tids helt centrale kunstnere, og da hans farverige person og forretning på Nørrebro
også tiltrak journalisternes interesse, var store dele af den danske offentlighed ved hans død fortrolig med ’Barbermaleren’, et tilnavn, der efterhånden blev nærmest obligatorisk.

I kunsthistorien er John Christensen imidlertid marginaliseret. At han aldrig tidligere har været gjort til genstand for forskningsmæssig behandling virker næsten uforståeligt i betragtning af den status, han havde i sin egen tid, og det potentiale, der ligger i hans værk og virksomhed. Det ændrer denne bog
på. Hele hans indsats både deltog i og hentede betydning fra samtidens udbredte optagethed af værdier som det sociale, det folkelige og det demokratiske, så med ham som omdrejningspunkt sætter forfatteren sig for at komme en lang række
væsentlige spørgsmål i tidens kulturliv på nærmere hold i forsøget på at tænke nyt om mellemkrigstidens danske kunst i
bred forstand.