gennemgående tese i bogen er, at en stat altid udvikler sig i relation til de stater, den interagerer med. Den såkaldte ”danske model” med omfattende velfærdsydelser og politiske konsensusløsninger udspringer således ikke af en særlig dansk mentalitet, men er i høj grad et resultat af de eksistensbetingelser, omverdenen har skabt for Danmark, og de interne ressourcer, disse ydre betingelser er blevet mødt med.   Igennem bogen sættes der fokus på en række hændelser, der har rystet Danmark og givet anledning til grundlæggende forandringer: Krisen i 1864, hvor den danske stat stod i fare for at blive opløst. De to verdenskrige og Den kolde krig, hvor Danmark som småstat var tvunget til at forholde sig pragmatisk til presset fra omverdenen. Og ikke mindst perioden efter Sovjetunionens sammenbrud, hvor det stadig tættere europæiske samarbejde og Danmarks deltagelse i ”krigen mod terror” har skabt helt nye betingelser – og muligvis bragt den danske tradition for politiske konsensusløsninger, civile rettigheder, åbenhed og velfærd i krise.