1950’erne har fået et næsten uafrysteligt ry i nyere dansk historie og kulturhistorie som ´det grå årti´. Det ligger dér i århundredets midte og er meget kedeligt eller meget hyggeligt, alt efter temperament. Der var engang en krig, men det er længe siden. Og måske vil der engang ske noget andet, men der er længe til.

Dette gængse billede er stærkt fortegnet. 1950´erne er en dramatisk periode. Internationalt raser den kolde krig, og selv om Gamle Danmark endnu kan synes at sove trygt i land og by, er vi nået til ulvetimen, hvor indre forandringer banker på og vækker uro.

I denne antologi er historikere og litteraturforskere gået sammen om at teste fordommene og se nærmere på kultur- og litteraturdebatten i det angiveligt grå årti. Var den kolde krig en fjern og abstrakt størrelse? Hvor meget diskuterede man den velfærdsstat, der var ved at blive sat på det politiske program? Gjorde man sig overhovedet særlige forestillinger om fremtiden, eller var mange kræfter stadig bundet i at efterbearbejde erfaringerne fra besættelsen og modstandskampen?

Blandt aktørerne fra dengang diskuterer bogen i særlig grad de skønlitterære forfattere Hans Scherfig, Peter Seeberg og Erik Aalbæk Jensen, kulturkritikerne Hans Jørgen Lembourn og Bjørn Poulsen, centrale tidsskrifter som Dialog og Perspektiv og de intellektuelle miljøer omkring højskolen og Socialdemokratiets venstrefløj.