Kættere, kællinger, kontormænd og andre kunstnere fortæller om, hvorledes forfattere i tiden efter anden verdenskrig engagerede sig i velfærdsstatens opbygning og skabte en dialog med ministre og politikere om, hvordan kunst og litteratur kunne medvirke til at sikre trivsel i den nye velfærdsstat.

Forfattere omkring tidsskriftet Heretica, der ofte fejlagtigt er blevet opfattet som verdensfjerne æsteter, tog livligt del i diskussionen af forfatterens samfundsopgave og muligheden for at etablere en Statens Kunstfond. Men næppe var Kunstfonden blevet en realitet i 1964, før en vild debat om kunst og samfund brød løs. Rindalismen gik hen over land og by, og debatterne om kunstner, samfund og kunststøtte syntes aldrig at ville stilne af. Måske er det derfor, at vi stadig både har en Statens Kunstfond og en række forfattere, der interesserer sig for livet og døden i velfærdsstaten.

Bogen ser nærmere på både bestsellere, nyklassikere, populære og eksklusive forfattere og spørger til nutidens fortolkninger af forfatterrollen.