kriminelle, de er spaniere, grønlændere, hjemmefødninge, de er ensomme, elskende, gale, hovmodige - de kan være næsten ingenting, i alle aldre. En enhed står dog langt stærkere i oplevelsen end novellernes brogede forskelligartethed. Først og fremmest fordi de alle er skrevet i jeg-form, dernæst fordi alle disse jeg’er impliceres i tilværelsens ekstremer. De kan blive ofre for bratte katastrofer, de kan selv have lukket alle udveje eller se den sidste blive spærret for dem, de kan i en tømthed foretage fatale eksperimenter med sig selv og andre. Men de kan også blive dirrende iagttagere af mennesker, der danser, og selvom de stadig er fortabte, kan de således gennem en spinkel medviden eller en forsøgsvis identifikation løftes en anelse, se en mulighed, skimte befrielsen, skønheden, som realiteter, der rækker ud over den personlige fiasko. Sådan, og gennem drømme, pludselige åbenbaringer af livgivende kræfter under den desperate bevidsthed, får smerten form og retning og kan tillade en rig vifte af udtryk, skarpt registrerende surrealistiske, grotesk humoristiske…

 

"På den tid brændte skovene ganske langsomt i gult og rødt. Som nynnende fakler åbnede træerne sig mod himlen, og døgnet rullede som en sindig dønning. Mine øjne var centrum i verden, der kastede sine slør ét for ét. De faldt som store kastanjeblade i det tyste efterår."